Labyrintisk og bakket charme

Jeg besøgte byen en eftermiddag sammen med Daniela et par dage forinden, og derfor havde jeg fået et godt indtryk og glædede mig nu til at komme tilbage. Byen består af et fladt område langs havnen og næsten 50 bakker, der strækker sig i forskellige retninger bagved. Den kaldes blandt andet for Sydamerikas San Francisco, og den er kunstnerisk centrum i Chile og stedet, hvor regeringen har til huse. Modsat Viña del Mar, der er strømlinet, pænt og forudsigelig er Valparaíso meget mere inspirerende, spændende og overraskende. Det er nemt at fare vild i de små snørklede passager og stejle trappeopgange, og lige så nemt at blive begejstret over byens utallige murer, gavle og facader med streetart. Byen huser mange hyggelige restauranter, caféer, barer, kunstbutikker og værksteder med kunsthåndværkere, og går man blot rundt i gaderne finder man masser af gademusik, -teater og -gøgl.

På min første dag mødtes jeg med chileneren Carla, som jeg lærte at kende på min rejse i Mexico i 2013, hvor vores veje krydsedes to gange. Hun har boet i Valparaíso og kunne derfor vise mig alle de gode steder. Flere gange stødte hun ind i bekendte på gaden eller i butikkerne. Hun hjalp mig også, da det gik op for mig, at jeg havde glemt mit Dankort i hæveautomaten i supermarkedet få timer forinden. Vi gik tilbage dertil, og hun førte ordet, men de havde desværre ikke fundet det. Godt at jeg tog mit MasterCard med også! Om aftenen lavede jeg lidt simpel mad i det hus, hvor jeg boede via Airbnb. Jeg havde booket et værelse i netop dette hus, da der i annoncen stod, at parret, der boede her, spillede musik hver aften efter aftensmaden. Dog viste det sig, at de selv boede i et andet hus, de var ved at restaurere, og at der også boede en pige fra Taiwan på et af de andre værelser. Det var altså ikke helt som forventet, men faktisk var det rigtig rart, at have bedre mulighed for at trække sig tilbage efter to og en halv uge med andre mennesker tæt på.

På min anden dag brugte jeg det meste af dagen på de to populære Free Walking Tours, hvor man betaler i form af drikkepenge til sidst. Jeg kom derfor vidt omkring i byen og på bakkerne både til fods og med bus og sporvogn. Guiderne vidste rigtig meget og fortalte også om byens historie samt om politiske og religiøse forhold. Det viste sig, at guiden på den første tur netop havde tilbragt et halvt år i Danmark tæt på Middelfart som en form for kulturudveksling og au pair. Han var meget glad for Danmark, og vi havde derfor en masse at snakke om på resten af turen.

Min sidste dag i byen startede med en tur til et af Pablo Nerudas andre huse, La Sebastiana. Dette var i hele fem etager og konstrueret på en yderst kreativ måde i stil med hans hus i Santiago. Herefter gik jeg ned til havnen for at kigge lidt på nogle søløver, inden turen gik gennem byen og videre op til en af de populære områder for at indtage et stykke velfortjent kage på et udsøgt sted, jeg nu havde passeret nogle gange. Aftensmaden blev indtaget på en italiensk restaurant, og da dagen var omme, havde jeg gået knap 18 kilometer samt et antal trappetrin svarende til 122 etager. Ganske udmærket, hvis jeg selv skal sige set!