En uge i Chiles hovedstad

Søndag

Jeg blev hentet af Gonzalo og Milou i lufthavnen, og vi skyndte os tilbage til hans lejlighed i Ñuñoa, hvor Martin og hans kæreste, Natasha, ventede. Gonzalo havde inviteret dem til middag og havde forberedt en tre-retters vegansk menu. Det var endnu engang inspirerende, og til dessert fik jeg smagt den særlige sydamerikanske frugt, chirimoya, der mindede utroligt meget om en blanding af yoghurt og is.

Mandag

En hel uge i Santiago ventede forude uden de store planer. Mandag brugte jeg således tiden på at gå en lang tur langs floden. I øvrigt den mest uinspirerende flod, jeg har set i en storby. Grumset, smal, lavvandet og tilsyneladende ubrugelig. Men langs floden finder man Parque Uruguay og Parque Forestal, som er to gode parker. Alle parker i Chile har i øvrigt offentlige træningsmaskiner af forskellig slags og i forskellige farver. Om eftermiddagen var jeg blandt andet en tur rundt i Bellavista, som har den største koncentration af streetart.

Til aften mødtes jeg med Josefa, som jeg mødte for tre år siden med et brækket ben på en ø i Guatemala. Siden har vi holdt kontakten med jævne mellemrum, og nu var det altså muligt at mødes igen. Vi tog ud at spise i Las Condes, hvor hun bor, og denne gang behøvede hun ikke at vente på, at jeg skulle humpe rundt på krykker.

Tirsdag

Denne dag demonstrerede værdien af to sociale medier, CouchSurfing og Tinder. Efter at have oprettet en såkaldt "public request" på CouchSurfing blev jeg kontaktet af Daniel, der inviterede mig på en cykeltur. Vi tog af sted ud på eftermiddagen, og turen gik til Cerro San Cristobal, der er den højste bakke i Santiago og en del af en af verdens største urbane parker. På vej ned cyklede vi gennem en anden af byens centrale parker, Parque Bicentenario, som blev oprettet for at fejre 200-års dagen for Chiles uafhængighed.

Om aftenen var jeg ude at spise med chileneren Maria på Plaza Ñuñoa, tæt på hvor jeg bor. Vi kom i kontakt via Tinder, men om jeg vil kalde det en date, ved jeg ikke rigtig. Om ikke andet er det en nem måde at komme i kontakt med lokale det sted, hvor man er.

Gonzalo havde travlt både morgen, eftermiddag og aften, da tv-kanaler, aviser og radio pludselig viste interesse for madspilsorganisationen og ville lave interviews, udsendelser og artikler.

Onsdag

Onsdag besøgte jeg først Museo Chileno de Arte Precolombino, der viser forskellig kunst fra den oprindelige befolkning, herunder mapuche-indianerne. Bagefter gik jeg på Museo Historico Nacional, men det var knap så lærerigt, da al tekst udelukkende er på spansk. For at se lidt mere utraditionelle sider af byen valgte jeg at gå hele vejen hjem fra centrum, hvilket er en gåtur på halvanden time.

Om aftenen mødtes jeg igen med Josefa og to af hendes venner i hendes lejlighed. Vi drak et par øl, inden vi tog en taxi op til Cerro San Cristobal, hvor der var en stor fest med udsigt over hele byen. Hendes venner var flinke, og jeg følte mig heldig at kunne deltage i en populær fest med en masse lokale. Jeg fik desuden smagt på den populære Piscola flere gange, inden vi tog en taxa tilbage til byen. Josefa og en af vennerne skulle op og sidde ni timer på et advokatkontor den efterfølgende morgen, mens jeg heldigvis kunne sove længe.

Torsdag

Ved middagstid torsdag mødtes jeg med endnu en fra CouchSurfing, der havde skrevet til mig. Vi mødtes på Plaza de Armas inde midt i centrum af den historiske bydel, og sammen så vi katedralen og gik en tur op på bakken Cerro Santa Lucia, hvor jeg også var kort på min allerførste dag her.

Om aftenen mødtes jeg med Gonzalo ved Sky Costanera, der er den højeste bygning i Sydamerika og den andenhøjste bygning på den sydlige halvkugle med en højde på 300 meter svarende til 62 etager. I toppen er der en 360 graders udsigtsplatform, som åbnede sidste år, og da Gonzalo endnu ikke havde været der, inviterede jeg ham derop for at give lidt igen for det gratis værelse i hans lejlighed. Herfra var der en virkelig flot udsigt over hele byen med Andesbjergene i baggrunden. De andre omkringliggende bygninger i det område, der kaldes for Sanhattan, virkede pludselig meget små.

Fredag

Fredag tog jeg på byens nok vigtigste museum – Museo de la Memoria y los Derechos Humanos – der er dedikeret til at mindes ofrene for militærdiktaturet under Pinochet fra 1983 til 1990 samt oplyse om de forskellige begivenheder, der fandt sted i den periode. Det er placeret i en stor og moderne museumsbygning og havde en omfattende audioguide med en masse relevant information. Jeg savnede dog noget mere information om årsagen til, militæret besluttede at tage magten fra den siddende præsident, Allende.

Om eftermiddagen gik jeg gennem bydelen Barrio Brasil, hvor jeg fik en populær chilensk ret: chorillana. Det består af en stor portion pommes frites med spejlæg, bløde løg og smeltet ost samt forskellige former for kød. En ordentlig kaloriebombe sammenlignet med den veganske livsstil hjemme hos Gonzalo, og jeg kunne virkelig mærke bagefter, hvordan min mave måtte kæmpe med at fordøje dette store måltid.

Jeg nåede en tur i poolen, inden jeg igen mødtes med Maria for at tage ud at spise på en populær og god restaurant placeret i den ene ende af Parque Bicentenario. Efter desserten var der således kun et minuts gang hen til en hyggelig lille sø med flamingoer.

Lørdag

Jeg startede weekenden med frokost sammen med Gonzalo og Martin på et vegansk marked, Ferie Vegourmet, som finder sted hver måned. Her fik jeg falaffel, cheese cake og 100% mørk chokolade. Bagefter gik jeg til Pablo Nerudas hus, La Chascona. Han er digter og en af de kendte kulturpersonligheder fra Chile. Han vandt blandt andet Nobelprisen i litteratur, og nu er han måske mest kendt for sine tre specielle huse i Chile. La Chascona består af tre separate huse på samme grund. De er kendetegnet ved en stor opfindsomhed med skæve vinkler, snørklede trappeopgange, masser af kunst på væggene, diverse finurlige genstande fra hans mange rejser samt en gennemgående maritim inspiration i udformningen af fx vægge og vinduer.

Bagefter mødtes jeg med Gonzalo igen, der hjalp mig med at købe busbilletter til Viña del Mar og Mendoza. På busterminalen spurgte han hurtigt fire forskellige selskaber om pris og afgangstider, og sammen fandt vi så den bedste. Han valgte desuden det bedste sæde for mig, så jeg får den bedste udsigt på turen gennem Andesbjergene. Endnu et eksempel på hans store hjælpsomhed og den fordel, det har været for mig.

På en efterfølgende pause på en lille lokal café fik jeg en snak med Gonzalo om perioden før, under og efter militærdiktaturet. Jeg fik hermed et mere nuanceret perspektiv, som museet ikke gav. For selvom der selvfølgelig skete tragiske ting under Pinochet, så var der stadig en relativt stor del af befolkningen, der støttede ham. Gonzalo virkede til at være fornuftig og realistisk og kan således se både de positive og negative sider.

Jeg havde tænkt, at vi ville komme tidligt hjem og slappe af efter at have hentet hans hund, Milou, hos dyrlægen. I stedet blev en kort bemærkning fra mig om bjergene i baggrunden til en spontan tre timer lang tur rundt i udkanten af Santiago tæt på og igennem nogle af de omkringliggende bjerge. Vi kom blandt andet forbi Gonzalos universitet, der ligger i udkanten af byen mod syd, og havde derudover et stop i Chicureo på den nordlige side af Santiago med en kunstigt anlagt sø, Starbucks og udendørsbiograf for de heldige og velhavende beboere. Generelt var det som at køre rundt i Hollywood Hills, for det er her de rigeste bor i kæmpe villaer tæt på bjergene og med den bedste udsigt.

At turen så nemt kunne tage tre timer skyldes selvfølgelig de store afstande i Santiago, men også det faktum at vi jo ikke havde nogen planer, og hele tilgangen derfor var dejlig afslappet. Desuden elsker Milou at køre i bil.

Søndag

Ud på formiddagen kørte Gonzalo og jeg forbi Barrio Italia, der er kendt for sin vej fyldt med små hengemte gallerier, kunstbutikker og lignende, der ligger side om side, når først man er gået ind af en af hoveddørene. Det er svært at se fra vejen som en forbipasserende, men når først man er gået indenfor, opdager man hurtigt charmen. Vi købte begge to her en fødselsdagsgave til Martins kæreste, Natasha, da vi skulle tilbringe resten af dagen med dem og andre inviterede i Vertigo Park. Efter at have lavet barbecue skulle vi alle sammen først prøve zipline med tolv stationer. Det tog i sin tid, men det var dejligt afslappende og sjovt. Herefter var det planen, at de modige af os skulle prøve rope swing, men skæbnen ville, at det holdt op med at virke, lige som det skulle til at være vores tur. Jeg ved ikke, om det var en tilfældighed, at den holdt op med at virke, eller om de ansatte bildte os noget ind for at kunne få tidligere fri denne søndag aften. Anden runde af barbecuen blev herefter gennemført med solnedgang i baggrunden, og bagefter tog vi alle hver til sit.

Afrunding

Efter at have tilbragt i alt ni dage i Santiago er mit indtryk, at det er en dejlig by. Den er meget stor, uden at være alt for stor, og den har mange forskellige kvarterer og en masse parker. På denne varme tid savnede jeg dog en havn, en flod (der kan bruges til noget) eller nogle offentlige og lettilgængelige swimming pools. Desuden har jeg fået fortalt, at der på denne tid kun er cirka halvt så mange mennesker i gaderne og med de offentlige transportmidler. Jeg synes nu ellers, at byen virkede fuld af liv, og jeg har derfor svært ved at forestille mig, hvor kaotisk det må være, hvis menneskemængden fordobles. Desuden er det trist at se, at befolkningen er så opdelt i klasser primært efter deres økonomiske formåen. Denne opdeling afspejler de forskellige kvarterer, men den fattigste del af befolkningen ser man de fleste steder i større eller mindre omfang.