Verdens tørreste ørken

Gonzalo var så venlig at køre mig i lufthavnen, da jeg skulle flyve til Calama og videre derfra med bus til San Pedro de Atacama. Det er en lille by midt i verdens tørreste ørken. Jeg ankom til mit hostel ud på eftermiddagen og startede med at booke en række ture for de næste tre dage. Aftenen gik med at snakke med de andre backpackere på vores lille, men hyggelige, hostel, gå rundt i byens gader og få noget at spise. San Pedro de Atacama er fyldt med støv, gadehunde, backpackere, turarrangører, restauranter/caféer og diverse andre butikker. Det er en lavt bygget by med kun én etage i højden, og det kan derfor føles som at gå rundt i en labyrint, da der intet er at orientere sig efter. Byens fælles formål er at servicere turisterne og stemningen er rigtig god. Dagene går typisk med at man tager på diverse ture, der strækker sig fra tidligt morgen til sen aften. Nogle af dem foregår mere end hundrede kilometer væk, så man får tilbragt en del timer i minibusser på bumlede veje.

Torsdag

Jeg startede dagen med at gå til Pukará de Quitor, der ligger et par kilometer nord for San Pedro de Atacama. Det er ruinerne af en gammel fæstning med en fantastisk udsigt over nærområdet. Om eftermiddagen var jeg på min første guidede tur til Valle de la Luna (Moon Valley). Der var en del stop undervejs, hvor vi fik vandret op og ned og frem og tilbage. Undervejs kom vi blandt andet til Valle de la Muertes (Death Valley), og vi sluttede af med en flot solnedgang med fantastisk udsigt og masser af gode fotomuligheder.

Fredag

Denne dag havde jeg en heldagstur fra tidlig morgen til tidlig aften. Turen gik til Lagunas Altiplánicas og Piedras Rojas med mange stop undervejs. Vi indtog morgenmaden i 4.200 meters højde og med smuk udsigt, og herefter så vi undervejs på turen forskellige former for saltsletter, søer, bjerge og vulkaner samt de unikke røde stenformationer ved Piedras Rojas. Vi havde desuden et par stop i små lokale landsbyer, hvor vi spiste frokost og så en lokal kirke. Udover den smukke natur så vi også nogle af områdets særlige dyr. Der lever selv sagt ikke mange dyr i verdens tørreste ørken, men de har dog som noget særligt flamingoer og vicugnaer (beslægtet med kameler). På hele turen havde vi en virkelig god guide. Nok den sjoveste guide, jeg endnu har oplevet, så det hjalp lidt på humøret, når man for eksempel var træt af varmen eller af at vente på de andre.

Lørdag

Denne dag var lidt atypisk, da jeg havde hele tre ture med den første startende kl. 4.30 og den sidste startende kl. 23. Oprindeligt havde jeg ikke planlagt det sådan, men de blev nødt til at bytte rundt på nogle ture, hvilket jeg blev nødt til at acceptere, hvis jeg stadig ville med på dem.

Den førstetur var til Geysers del Tatio, der er den største koncentration af gejsere i Sydamerika og den tredjestørste koncentration på verdensplan. Jeg har set gejsere før, blandt andet i New Zealand, så det var ikke fordi, det imponerede mig specielt meget. Turen var dog anbefalet af mange, og den indeholdt da også en række andre ting. Fx fik vi mulighed for at bade i en hot spring-pool, og vi havde stop undervejs i nogle små traditionelle byer, hvor nogle af Chiles efterkommere af den oprindelige befolkning lever. På turen så vi også flere vicugnaer samt – som noget nyt – lamaer.

Min frokostpause brugte jeg på at spise og få styr på min sidste tur, som skulle flyttes til et andet selskab for at kunne blive en realitet. Jeg fik også købt et par vandresokker og nåede en powernap på en halv times tid, inden det var tid til at tage af sted på dagens anden tur.

Denne tur gik først til Laguna Cejar, der er to laguner med en høj koncentration af salt. Det gør, at man automatisk flyder rundt i overfladen ligesom i Det Døde Hav i Israel. Prisen var dog forholdsvis høj, da det kostede cirka 170 kroner (foruden selve turen med guide og transport) at komme ind i området og dermed benytte den ene lagune, der er åben for badende gæster.

Næste stop var Ojos del Salar, der er to laguner med fersk vand midt i dette ørkenlandskab. I den ene lavede folk udspring, men der var ret blæsende og næsten ingen sol tilbage, så jeg havde ikke lyst til endnu en dukkert. Turen sluttede af med solnedgang ved Tebinquinche, der er et område med store saltsletter. Solnedgangen var knap så medrivende som ved Valle de la Luna, men blev akkompagneret af pisco sour og snacks.

Efter aftensmaden tilbage i San Pedro de Atacama nåede jeg akkurat dagens anden powernap på en halv til en hel time, inden jeg skulle ud på "stargazing" tur. Denne tur havde jeg også fået anbefalet, så derfor VILLE jeg af sted. Så snart jeg stod træt ud af minibussen, blev jeg overvældet af en kæmpe stor, klar og lysende stjernehimmel. Aldrig har jeg set så imponerende et syn (altså når vi taler stjerner...). Mælkevejen var tydelig at se, og der stod fem teleskoper klar til fri afbenyttelse. Der gik en yderst kompetent guide rundt og fortalte om de forskellige stjerner og konstellationer, og teleskoperne blev ændret et par gange til nye mål på himlen. Særlig specielt var det at se Jupiter "tæt på" med dens to bælter af skyer samt at få vist og forklaret mit eget stjernetegn, Skytten, og historien bag. Guiden havde i øvrigt en kraftig laser, som han brugte til at udpege stjerner og tegne streger med i luften. Det var som om, at den rakte helt op til stjernerne. Rimelig vildt, synes jeg.

Søndag

Den sidste dag i San Pedro de Atacama var jeg virkelig træt, og jeg slappede derfor bare af, inden jeg skulle med bus til lufthavnen i Calama. Jeg havde overvejet at lege en mountainbike og cykle til Quebrada del Diablo (Devil's Gorge) om formiddagen, men jeg var simpelthen for træt. Det må blive næste gang.

Afrunding

Alt i alt var det en super dejlig tur ud i noget af det flotteste og vildeste natur, jeg har set. Og stjernehimlen den sidste aften var ubeskrivelig smuk! På forhånd vidste jeg ikke, at den kendte Salar de Uyuni, verdens største saltslette, i Boliva var så tæt på. Der var mange, der tog på firedages ture fra San Pedro de Atacama, og dette overvejede jeg derfor et stykke tid. Jeg havde jo masser af tid, så hvorfor ikke gøre det? Det ville blot koste en spildt returbillet til Santiago, men jeg kunne sikkert købe en ny relativt billigt. Dels var jeg udmattet, og dels er jeg ikke alt for god til spontane ture på denne måde. Selvom jeg dog i lang tid har været betaget af dette sted, der giver nogle helt unikke fotomuligheder. Men jeg kan jo ikke blive ved med at tage nordpå, når min oprindelige plan var en anden. Desuden er jeg sikker på, at jeg kan komme tilbage en anden gang, og så kan jeg eventuelt besøge stedet fra den anden side, måske samtidig med at besøge Machu Picchu i Peru.